Sidst rettet: 19. oktober 1997, 23:16

Badminton

V6 Danish Open 97

Vejle, den 19. oktober 1997

Finale

Herresingle: Peter Gade - Dong Jiong, Kina            17-15, 11-15, 12-15

Det var en forrygende flot badmintonkamp mellem to spillere, som virkelig står godt til hinanden.
Peter Gade spillede som en rutineret gammel ræv, der har været med i gamet i mange, mange år! Han spillede meget varieret, og viste et stort slagrepertoire - meget taktisk præget.
Gade kom foran 11-5, og lavede så en serie fejl, blandt andet ved ikke at kunne finde linierne. I den periode fik Dong Jiong 8 point i træk! Dong kom på 12-14, og Gade kom på 14-14, der gav ret til 3 ombolde. Dem vandt Gade sikkert med 3-1, og således sættet 17-15.

Gades rutinerede spil fortsatte i andet sæt. Tilsyneladende spillede han helt uden nerver. Som i første sæt lavede Gade også i perioder fejl, og igen var det linierne som 'lå forkert'. Men stadig, som i første sæt, var det ikke taktikken der haltede. Han gjorde de rigtige ting, marginalerne var blot ikke med ham.

Tredje sæt blev utroligt jævnbyrdigt. Gade fik en fin start, og kom hurtigt foran med 6-0. Men så viste Dong Jiong sin store klasse, og kom på 6-6. Spillerne fulgtes ad til 12-12, og en kombination af, at Gade lavede nogle fejl og Dong spillede blændende, gav Dong sættets sidste 5 point til sætcifrene 12-15. Dermed vandt han herresinglen i V6 Danish Open 1997.

Pressemøde efter kampen

Peter Gade:
Jeg er utrolig skuffet, specielt set i lyset af, at det står 12-12 og ved 12-10 brændte jeg en smash! Dong spiller klogt på de sidste bolde, og holder mig væk fra mit spil. Det blev en hård kamp, men mit spil i første sæt synes jeg selv var noget af det bedste, jeg nogensinde har spillet.

Når man spiller mod Dong, er det vigtigt, at man kan ændre sin taktik. For Dong er utrolig dygtig til at lære modstanderens taktik. Min taktik fungerede fint i første sæt. I andet sæt holder han mig meget til baglinierne, det, kombineret med de langsomme bolde, gjode det svært at komme til at angribe og afgøre boldene første gang. I perioder af kampen spillede Dong virkelig defensivt, og det er han god til, og han spillede ofte boldene for korte med vilje. På den måde håbede han, at jeg blev provokeret til at lave fejl.

En stor cadeau til Dong - han har spillet en rigtig god turnering. Det glæder mig, at jeg fik lov til at spille en sådan finale, og at jeg fik kørt Dong rundt på banen i store dele af kampen.

På spørgsmålet om Gade følte nogen ærefrygt overfor Dong, på grund af dennes store rutine, lød svaret: Overhovedet ikke! Når jeg gåt på banen mod Dong, eller en anden spiller, er jeg ligeværdig. Man hverken skal, eller må, have ærefrygt for en spiller. Jeg tænker bare på kampen som 'min' kamp.

Dong Jiong:
Synes at Gade spillede godt - bedre end ham selv. [Sidste bemærkning må i den grad siges, at være beskeden!] Gade laver utrolig mange fejl til slut, og det er det der afgør, at jeg vinder.


dille@blanet.dk