[ Damesingle | Herresigle | Damedouble | Herredouble | Mixeddouble ]
[ Indledende | 2. runde | 1/2 finaler | finale ]

Badminton

DANISH OPEN 1996 - Middelfart

Herresingle finale


Dato       Runde       Spillere                                Sætcifre

20.10.96   Finale      Thomas Stuer-Lauridsen                  1. sæt:  6-15
                       -Ong Ewe Hock, Malaysia                 2. sæt: 15-7
                                                               3. sæt: 15-12
Så lykkedes det endelig for Thomas at vinde en turnering igen, og oven i købet på hjemmebane. Med 1.300 tilskueres opbakning i ryggen spillede Thomas en fantastisk flot kamp! Duellerne mellem Ong og Thomas var det renre dynamit, og ofte var slagduellerne på mere end tyve slag over nettet. I første sæt var Thomas ikke foran på noget tidspunkt, og fra stillingen 3-5 sagde Ong faktisk farvel, og vandt sættet 6-15.

I andet sæt var der anderledes boller på suppen. Sættet blev helt og aldeles styret af danskeren. Kun een gang - ved stillingen 6-7 - fik Ong lov at føre, så tog Thomas de næste 9 point i ren opvisningsstil! Han angreb Ong meget kraftigt, og brugte alle slag flittigt: clear, smash, drop - lige efter bogen. På et tidspunkt fik Thomas et par bolde dømt ude, så da Ong returnerede en bold, der tydeligvis ville gå ud, pustede Thomas efter den! Det gør man også kun, hvis man har selvtillid.

I det hele taget var selvtillid nøgleordet i dagens kamp!

I tredje sæt var Thomas bagud med 2-6, vandt de følgende 10 point, lukkede Ong ind til 12-10, og 14-12, inden han på sin anden matchbold afgjorde kampen.

Det var en meget glad Thomas, der kom ned til pressemøde efter kampen:

Hans defensive spil havde ikke fungeret i første sæt, men det blev der til gengæld rettet meget op på i andet sæt, hvor han selv følte at spille godt.

Da han kom ind på banen i dag havde han fået kuldegysninger, og det var en skøn fornemmelse for ham. For det første dét igen at stå i en grand prix finale, for det andet at stå i en grand prix finale i Danmark! Og når man nu var så heldig ikke at møde en dansker i finalen, gjorde det oplevelsen større.

Thomas synes nu definitivt at være kommet sig over sin lange skadespause, der startede med hans forvredne ankel ved VM for 1 1/2 år siden. Også på det psykiske plan er han ved at være med. I lang tid efter den vredne ankel var han bange for at vride om igen. Men i dag spiller han med tape på begge ankler.


dille@blanet.dk