Sidst rettet: 01. September 1996, 22:10
Rapport fra Atlanta - Paralympics
- af DilleSport
Det skyldtes primært, at konkurrencestederne lå meget langt fra hinanden, og var man ikke selvtransporterende, gav det i høj grad en begrænsning i dækningen af de forskellige discipliner.
Det officielle shuttlesystem fungerede på sin vis ganske udmærket, men det gjorde sig uheldigt bemærket ved ikke at have transport de enkelte konkurrencesteder i mellem! Udgangspunktet var hotel Marriott Marquis, lidt nord for downtown. Herfra kørte shuttlebusserne med jævne mellemrum rundt til de forskellige steder, og hertil vendte de tilbage.
Det betød f.eks., at ville man til Byeskydning i Stone Mountain, kørte man en times tid nordpå, og ville man så til Ridning i Equestrian Center, der ligger sydpå, måtte man ind og vende omkring Marriott Marquis, for så at køre en times tid sydpå! Havde der nu været en shuttle mellem de 2 konkurrencesteder, kunne man have sparet mere end en time! Rent bortset fra, at shuttlen jo ikke altid kørte på det tidspunkt der passede én bedst!
Naturligvis var det umuligt for arrangørerne at vide, hvor mange der på en pågældende dag og et givent tidspunkt ville pendle mellem 2 specifikke steder, men så kunne der have været begrænset afgange på nogle faste tidspunkter!
De af atleterne der havde det bedst, under såvel OL som Paralympics, var absolut svømmerne! De havde Aquatic Center lige ved siden af den Olympiske BY! Så her var ingen transportproblemer. Værre var det med alle andre: især skytterne og rytterne måtte finde sig i mindst 2 timers transport daglig. Hertil kom ventetid, indtil alle kørestole var kommet ombord i busserne!
Shuttleservicen gjorde det i allerhøjeste grad nødvendigt, at man tilrettelagde sin dag bedst muligt. Det var bare svært at følge dene plan til punkt og prikke - for ikke at sige umuligt. Ofte skete der forsinkelser i konkurrencerne af forskellige årsager, og når man nu var kommet for at følge en bestemt dansker i aktion, så gik man ikke før vedkommende havde været i konkurrence. Og _så_ skred tidsplanen.
DilleSport nåede ikke at se skydning og bueskydning, men så ellers de øvrige 6 dansker-discipliner.
Det er en kendsgerning, at Paralympics langt fra havde så flot et tilskuertal som tilfældet var under OL! Før Paralympics forventede APOC 1,2 millioner tilskuere til Legene, men allerede efter 3-4 dage var forventlingerne skruet ned til 700.000-800.000. Afstandene var jo de samme mellem konkurrencestederne, så det kan ikke gavde været dét der har været problemet!
Problemet ligger nærmere i, at ikke mange kender til handicappede og ikke véd hvad disse fremragende atleter rent faktisk kan præstere! Jeg tror såmænd nok, at mange gerne ville ind og se atleterne, men de holdt sig tilbage på grund af de høje billetpriser. Selv om priserne generelt var 10% lavere end under OL, snakker vi stadig priser mellem $15 og $100, og det er immervæk mange penge.
Havde man gjort som i Barcelona for 4 år siden, og gjort det gratis for folk at komme ind, havde tilskuertallet givetvis været et helt andet!
Mon ikke også det har noget at gøre med, at i Barcelona 1992 var det primært statsligt finansieret, hvorimod Paralympics i Atlanta for en stor del var på privat-sammenskrabede midler?! Ifølge en unavngiven APOC repræsentant tog man penge for Paralympics, fordi Legene er blevet mere prestigefyldte og kommercielle! Og så var det jo trist, at det gik ud over atleterne med et lavere tilskuertal. Hykler!
Bortset fra, at der ikke var det tilskuerantal atleterne fortjente, var det et OK-arrangement fra APOCs side. Og de enkelte konkurrencesteder fik afviklet konkurrencerne på en rimelig gnidningsfri måde. Enkelte steder kunne såvel presseplader som tilskuerpladser absolut havde været sat mere i højsædet. Blandt andet i Emory University, hvor Boccia-konkurrencen blev afviklet. Der var 8 baner, fordelt med 4 i 2 rækker. Og kun eet sted kunne tilskuerne sidde: i den ene ende af hallen. Det gjorde det umuligt at følge med i kampene på banerne 3-8!
På OL-stadion (atletik), Equestrian Center (ridning), Gwinnett (bordtennis) og i Aquatic Center (svømning) blev tingene efter DilleSports mening afviklet perfekt! Selvfølgelig var der forsinkelser (især ved atletik og svømning), men det var til at leve med. At vejrliget så ind i mellem spillede et puds - kunne arrangørerne ikke klandres for! De berømte, eller berygtede, thunderstorms over Atlanta betød enkelte gange, at konkurrencerne måtte udsættes på ubestemt tid. Dels på grund af store kaskader af regn, dels på grund af orkanagtige vindstød! Nå ja, så var der også lige de mest fantastiske lyn og knaldhøje tordenbrag!
2 gange måtte man på OL stadion rydde både bane og tilskuerpladser! Men alle tog det med godt humør! Også på Aquatic Center, et overdækket svømmestadion, med åbne sider, hvor det pludseligt væltede ned med regn! Selv midt på stadion, på et sted hvor man ikke burde kunne blive våd, faldt regnen i tykke dråber! Det var simpelthen på grund af den meget, meget, meget kraftige vind, og den højeluftfugtighed! Vandet blev pisket ind igennem de åbne sider, satte sig på loftet og regnede ned!
For at afbøde på situationen og gøre ventetiden kortere til konkurrencerne startede igen, satte arrangørerne musik på. De måtte dog hurtigt opgive, på grund af de mange lyn, og det store regnfald! Men alle holdt humøret oppe! Aquatic Center var absolut det konkurrencested hvor tilskuerne var mest fantastiske! Sikke en opbakning, og entusiasme!
En stærk kontrast mellem OL og Paralympics er sikkerhedsniveauet. Hvor man under OL blev checket med metaldetektorer og fik undersøgt sine tasker, var der ikke nogen sikkerhedscheck under Paraympics! Lige med undtagelse af 2 steder (hvor DilleSport kom): de første dage ved Aquatic Center fik man lige løseligt kigget sine tasker igennem. Men det opgav de hurtigt!
Det andet sted var den Olympiske By! Her var de til gengæld mere 'hysteriske'. Antallet af besøgende blev begrænset til 15 om dagen - vistnok på de officielle rundvisninger, og havde man ikke udfyldt en formular mindst 24 timer i forvejen, kunne man godt glemme alt om at komme ind. Ved indgangen til den Internationale Zone sad politifolk og man skulle igennem en metaldetektor. Der var ikke nogen scaner til at gennemlyse ens tasker, men taskerne måtte ikke komme med i gennem metaldetektoren, men skulle lægges ved siden af! Sikke en sikkerhed! Hvor var man dog imponeret;-)
Bortset fra de 2 steder, så var det befriende ikke hele tiden at skulle igennem disse check. Og det burde jo altså heller ikke være nødvendigt.
Forstås - under OL var det på sin plads, at der var sikkerhedscheck. Der kom mindst 20 bombetrusler ind om dagen! Men at sikkerhedscheckene var så lempelige som de var, dét var rent til grin. Nogle steder blev ens tasker splittet til atomer, andre steder åbnede man bare tasken - et kort kig ned i -og det var det! Ikke noget med metaldetektorer - ikke noget med at bede folk om at tømme jakkelommer - ikke noget med at bede folk om at tage tophatten af! Man kunne have smuglet små bang-bang'er med ind uden at det var blevet opdaget! Hvor meget var disse sikkerhedscheck så i realiteten værd?
Paralympics er, til trods for stigende prestige, stadig lillebror til OL! Det gav sig blandt andet udtryk i sponsor-krigen!
De firmaer, der sponsorerede OL, blev automastisk også sponsorer for Paralympics! Ikke mange benyttede sig af det! Og de der ikke gjorde, havde fået indflettet en klausul i kontrakten: at hvis ikke de selv ville være sponsor for Paralympics, ville de heller ikke have at nogen konkurrende firmaer til dem, skulle være det! Det betød blandt andet, at det ikke var muligt at få noget at spise på konkurrencestederne. Var man heldig kunne det lade sig gøre, at købe en selvdød hotdog! Men heldigvis var det altid muligt at få noget at drikke! Ikke kun det dehydrerende sodavand, men også det mere 'blivende' kildevand.
Med hensyn til vejret: det var nok ikke den mest begavde idé, at tildele Atlanta værtsskabet for OL og Paralympics. Den stærke varme og høje luftfugtighed skabte ikke de bedste betingelser. Ofte afvikledes konkurrencerne dog mellem 8 og 13, og igen fra 17-? Men forsinkelser trak ofte konkurrencerne ud, og så var middagssolen på sit højeste!
Trods de semi-negative ydtringer, var arrangementet overordnet set udmærket. Men det bør ikke mere tildeles at land, hvor konkurrencestederne ligger så langt fra hinanden som tilfældet har været i Atlanta! Dels af hensyn til atleterne, dels af hensyn til pressen. Begge nævnte parter gør hver deres til, at handicapidræt bliver lige så udbredt som raskidræt. Og så bør forholdene ikke umuliggøre dette!
Det bliver forhåbentlig bedre ved Paralympics i Sydney, Australien, år 2000. Her skulle alle konkurrencestederne ligge i samme kompleks! (Sikke et sted!)
Om ikke før, så på gen-læs ved OL og Paralympics i Sydney, 2000!